Identitetskrise

I lang tid, har jeg prøvet at såre mig selv, på en eller anden måde, bare for at føle, at jeg lever. Det lykkes aldrig, men det gik til gengæld op for mig, hvor negativ, jeg var blevet af det. Så negativ, det er gået ud over mine nærmeste.

Jeg var kold og overfladisk og lod folk behandle mig, som de ville. Jeg kunne alligevel ikke mærke det. Flygtede fra mine rigtige følelser og prøvede, at klemme de falske frem.

Jeg tænke mig godt om, for at komme frem til en løsning på problemet og er på en måde startet forfra, i en mere optimistisk og positiv rolle. Her bliver jeg såret, helt automatisk.

Jeg har det faktisk af helvedes til, somme tider.

En følelse jeg ikke har haft i lang tid. Før, var det mere været følelsen af, ligegyldighed. Nu mærker jeg følelser, jeg kan faktisk føle noget, jeg kan blive såret, jeg kan blive ked af det.

Jeg føler mig ærlig talt, som 16-årig igen, i en dyb identitskrise. Jeg undskylder inderligt, til dem, det er gået ud over.

Der er lang vej, før jeg når mig selv igen. Den person, med en masse empati, kærlighed til det sociale og en god ven, der altid er der.