En dag i mit liv

For leden nat, drømte jeg om ham og vores uendelige kærlighed. Vi var så forelskede og ingen kunne stoppe os. Jeg var virkelig lykkelig, for jeg havde jo ham. Vi to kunne gøre alt, glemme alt og bare være os og elske hinanden for dem vi var. Morgenen efter vågnede jeg så, med den vildeste hovedpine og trang til at komme tilbage i min drøm, hvor alt var så perfekt. Det var en meget forvirrende dag, efter den vilde drøm om ham. Han er også lidt fantastisk. Jeg fik travlt, da jeg skulle ud af døren for at spille koncert i Aalborg med mit band Esther. Jeg kunne slet ikke få alle de tanker, der spurtede rundt i mit hoved ud og jeg blev ved med at tænke på den drøm og ham. Det er så forbandet med de drømme der. Opvarmningsbandet gik på og jeg var lidt ude af mig selv. Jeg ved ikke om det var den resterende sygdom der ville ud, elller et hoved i kaos, fyld med for mange tanker om den perfekte. I så fald, gik jeg udenfor, for at cleare hovedet og gøre mig klar til koncert. Der var han så. Egentlig havde jeg regnet med det, men at han var der gjorde mig glad. Vi fik os en lille sludder. Rundt om mig kom en masse af mine venner så småt, for at se koncerten og alt blev for meget. Jeg gik ind og satte mig i spillestedet café, hvor jeg for en gangs skyld kunne sidde helt alene. Både for at stresse ned, men også få tænkt det hele igennem. Jeg drak en øl for mig selv, eller var det 2. Normalt er jeg ikke ene-mandsdrikker, men det var jeg den aften. Det var rart. Men ikke nok med det, så skulle vi på. De havde vist ledt efter mig. Jeg var på ingen måde klar til det. Jeg plejer at have kæmpe sommerfugle i maven og masser af energi. Den aften var den mere knuet sammen af stress og forviring. Jeg følte mig ikke hjemme på scenen, jeg ville bare ned. Han var der, men det var vist ikke så meget det. Jeg havde bare brug for at være alene med mig og mine tanker. Han måtte også gerne være med hvis det var. Under koncerten var der strømnedbrud, som gjorde min tid på scenen endnu længere og hvor var jeg lettet, da jeg endelig kunne komme ned. Heldigvis havde de andre det i bandet på samme måde, altså at de ikke følte sig hjemme. Sådan er det nogen gange. Men vi gav den gas alligevel og jeg spillede vildt godt den aften. Det må man godt sige. Nu skulle jeg bare ud og have noget luft igen. Jeg fik snakket lidt med de andre jeg kendte, men jeg var fraværende, da jeg slet ikke kunne følge med den dag. Jeg fik også lige snakket med ham før han smuttede. Det var dejligt og hold fast hvor er jeg glad for jeg endelig bare tør igen. Altså at sige hej og snakke. Han er en person, som jeg så gerne vil lære bedre at kende. Det er så sjældent, synes jeg, at man finder en person, som bare klinger godt med.  Godt så. Han smuttede hjem og jeg tog på bar med nogle af mine søde venner, for at få slutte aftenen ordentligt af. Jeg havde trods alt spillet koncert, hvilket er det fedeste sammen med mit fantastiske band. Øllene gik fra at blive en enkelt til at blive 2 til 3 til 4. Så skulle jeg altså hjem. Hjem på hovedet i seng. Nu hvor der er gået et par dage, ved jeg slets ikke hvilken følelse jeg sidder tilbage med. Hvornår ser jeg ham igen? Har han nogen interesse? Ville det være mærkeligt at skrive? Hvad fanden skal man gøre, for intet sker af sig selv. Før eller siden skal jeg nok finde ud af det, men jeg tror bare jeg går og venter på det intense øjeblik igen, som jeg tidligere har skrevet om i den aften. Simpelthen at få det afsluttet.